FRIVILLIG TIL BØRNEFESTEN

Skab en eventyrlig dag for Holstebros børn!

Vil du være med til at skabe en fantastisk dag for Holstebros børn i anledning af byjubilæet? Så er det måske dig, vi er på udkig efter. Vi har brug for 3-5 personer, som vil planlægge en eventyrlig dag på Lystanlæggets legeplads til Børnefesten i august. På selve dagen, er du med til at afvikle aktiviteterne på legepladsen.

Har du lyst til at være med?

Så send os en mail til 750@holstebro.dk, hvor du fortæller lidt om dine erfaringer med børn og med projekt- og planlægningsarbejde - og selvfølgelig også lidt om hvorfor du gerne vil være med. Så hører du fra os!

Mere om børnefesten

Børnefesten i anlægget bliver et af byjubilæets helt store signatur-arrangementer. Det foregår lørdag den 31. august 2024 ca. kl. 10-14 i Holstebro Lystanlæg. Dagen kommer til at bestå af indslag på scenen, hvor børnene møder deres idoler kendt fra TV, samt en masse spændende aktiviteter på plænerne omkring, fx møder børnene store maskiner, kreative aktiviteter, leg, sang og meget andet. Målgruppen for dagen er børnefamilier og arrangementet er gratis at deltage i.

Hvad er frivilligopgaven?

Én af de aktiviteter, der skal foregå er, at anlæggets legeplads skal forvandles på dagen. Det kan være med aktiviteter som guldgravning i sandkassen, at lave temalege som fx minitivoli, piratland, at blæse sæbebobler og lave ballondyr eller noget helt femte. Kun jeres fantasi sætter grænser!

Hvem har vi brug for?

Til dette søger vi en lille gruppe af frivillige (3-5 personer), som har lyst til at lægge timer i både at planlægge aktiviteterne inden dagen og afvikle aktiviteterne på dagen. Så du skal altså have lyst til både at finde på aktiviteter i børnehøjde forud for dagen og til at lege med på dagen. Du kan både melde dig alene, men det kan også være, at I er et par stykker som gerne vil gøre det sammen, og så er det også en mulighed.

Hvad er tidsforbruget?

Vi forventer at du skal afsætte lørdag d. 31/8 fra 8-15 og derudover 5-15 timer til at mødes med de andre i gruppen til at planlægge dagen.

Er der et budget?

Der er afsat et mindre budget, som I kan lave aktiviteter for. Fx hvis der skal købes miniposer til guldgravning, flødeboller til flødebollekast, tennisbolde etc.

Hvem kan vi spørge om hjælp?

Når I mødes første gang (gerne før sommerferien) vil Amanda Lauridsen, projektleder for børnefesten, være med og hjælpe med at sætte rammerne for opgaven.

Frivillige der deler frugt ud til løb

Opsætning af sceneudstyr