Historisk 750-års sketch

Vinderup Vold

Vinderup fejrer Holstebros 750-års ’fødselsdag’ med historisk sketch ved Vinderup Vold.

Det ældste bevis på bynavnet Holstebro eller ”Holstatbro” findes på et skøde for Vinderupgård, dateret 6. februar 1274. Og netop fordi de historiske spor af Holstebros navneattest kommer fra en handel på Vinderup-egnen, markerer Holstebro Byjubilæum 750-års ’fødselsdagen’ på arnestedet sammen med Vinderup Egnshistoriske Arkiv og Egnshistoriske Forening. Tæt på stedet, hvor Vinderupgård lå engang opfører lokale ildsjæle det 750 år gamle historieoptrin, der ligger bag Vinderupgård-skødet:

Med Biskop Thyges velsignelse overdrager enken Fru Lucia sin gård til ridder Jens Kalf, som til gengæld skal betale med vin og oblater til Stubber Kloster og de omkringliggende kirker.
Hvordan det foregik, kan du opleve i sketchen ”En tuskhandel” med blandt andet tidligere Vinderup-borgmester Holger Hedegaard og byrådsmedlem Finn Thøgersen på rollelisten.

Alle er velkomne til at overvære det (næsten) sandfærdige og sjove fødselsdagsskuespil. Børn fra daginstitutionerne er også inviteret.

Manuskriptet - med indlagte stikpiller til nutiden - er skrevet af historiefortæller Lars Novrup Frederiksen fra Sevel, der bl.a. står bag flere historiske romaner fra denne egn.
 

Dato: Tirsdag 6. februar 2024

Klokken: 9:30 - 10:00

Sted: Elverhøj mellem Mosevej og Møllevej lige udenfor Vinderup

Modelbygning af Vinderup vold
6
FEB
keyboard_arrow_up